Så har vi haft forsommerens festivitas med masser af dejlige gæster, pinseskovtur og ikke mindst Niels’ legendariske fødselsdagsjordbærtærter. Jeg må konstatere, at traditionenerne omkring Niels’ fødselsdag med masser af glade mennesker i haven til kaffe og hans hjemmelavede jordbærtærter er fuldt genoprettet her på Bornholm. Rigtigt hyggeligt.  Vores dejlige Mikkel var her i et par uger og min mor, Inge og hendes kæreste, Stig var her i en uges tid. Til trods for, at hun var midt i en flytning, kom herlige Bette også til en enkelt overnatning. Nu har hun været med til at fejre Niels i så mange år, at hun ikke mente at hun bare kunne stoppe med det. Det var vi jo slet ikke kede af. Og ind imellem har der været gamle bekendte og tidligere kolleger ovrefra, der er poppet ind til en gang kaffe og kage og en hyggestund.

Der er gang i drivhuset og nu er det agurketid.  Det her er gårsdagens høst af små agurker og de smager jo dejligt. Jordbærene har vi snart spist alle sammen og til næste år vil jeg have nogle flere, for de smagte også rigtigt dejligt. Tomaterne gror men ingen er endnu rigtigt blevet modne. Lige nu kommer der blomster på chilliplanterne. Det er ren zen at være i det drivhus og jeg er bare såååååå glad for det.

Alle steder i haven tager sommeren sit tag.  Blommetræet som Niels skar ned, skyder nu lysteligt igen og mine rosenbaljer står med blomster i flotte farver. Den første rose på min “Karen Blixen” har lige skudt.

I år havde vi ingen boende under Folkemødet, så mens Niels arbejdede som frivillig infonaut og fik gået en masse kilometer, fik jeg så lidt tid til at gøre min sommerkjoletop færdig. Det garn, jeg havde købt som koralrødt, er en kende for kogt-laksefarvet efter min smag, men pyt. Den er fantastisk at have på og kan altid bruges som undertøj, om det skulle være.
Som det måske fremgår af billederne hvor farveintensiteten ikke er helt den samme, matcher farverne ikke helt godt til det stof, jeg har tænkt mig at bruge til resten af kjolen, men nu for vi se, hvad jeg kan få ud af det.Hvis jeg beslutter mig for at det kan gå sammen, vil jeg lave mig en kjole til vi skal til Sct. Hans-gilde. Det kunne være lidt sjovt. Det er skam ikke hverdagskost at se mig i et nyt dress.

 

Ringebakkebruddene

Vores pinseskovtur gik i år til Ringebakkebruddene og det var vist den vådeste skovtur, jeg har været med på. Men heldigvis var der et fantastisk shelter, der var utroligt smukt og duftede dejligt af træ. Og udsigten skal jeg overhovedet ikke beklage mig over. Hold nu fast hvor den var imponerende. Og alt imens vi sad og nød vores medbragte klemmer, kunne vi se mennesker rapelle ned ad klippesiderne et lille stykke væk. Så det var absolut den smukkeste skovtur, jeg har været på.

Når enden er våd er alting vådt…. men det var den heldigvis ikke..:-)

I køkkenet eksperimenterer jeg jo altid og for nylig fandt jeg et sted på nettet, hvor man kunne købe vegetabilske pølseskind, så det skulle jo prøves. Det gik heeeeelt galt, men der kom meget godt ud af det og pølsehornet på min nye Kenvood køkkenmaskine funker fantastisk. I årevis har jeg glædet mig til en dag at lave hjemmegjorte chillipølser, og det var akkurat lige så sjovt som jeg havde forestillet mig. Mit problem var, at jeg fyldte skindet for meget, så mine pølser sprang og skindet faldt af dem, da jeg kogte dem … ha….ha…..ha. Den grød kom der så nogle super gode bouillonterninger ud af.

Mine stakkels chillipølser….. de var såååå fine, da de lige var stoppet, men ak….ha ha ha ha…. Næste gang må jeg prøve at fylde dem halvt og se, om det så kan lade sig gøre.

Nå det endte med at jeg brugte pølsehornet til at lave uendelige rækker af vegetarchillipølser uden skind på bageplader,  så jeg fik alligevel mine chillipølser, basta.

 

Udsigten fra mit køkkenvindue er stadig den samme og stadig helt forskellig hver dag.

I sidste indlæg snakkede jeg om Prinsgemalens Jagtvej, der knapt er et spor i græsmarken og her er et par billeder fra den. Vi var jo en tur til Hallegårds igen, da de smukke fruer og deres mænd skulle komme på besøg en lørdag sidst i april. De smukke fruer er to kolleger og meget nære veninder, som jeg har været i supervisionsgruppe med i mere end 20 år efterhånden. Efter at jeg er flyttet her til Bornholm har vi aftalt at henlægge vores møder til videokonferencer på nettet, men en gang om året, ses vi her hos os og så tager de deres mænd med. Vi havde en dejlig dag sidste år, hvor mændene mødte hinanden for første gang, og i år havde vi også en rigtig dejlig dag. Jeg er meget taknemmelig for, at de kommer den ene gang om året, for det er nu rart også at kunne give hinanden en rigtig krammer.

Nu er der ikke længere tvivl om at sommeren er på spring. Jeg nyder det meget. Det er skønt at være ude, men det er ved at være ved den tid, hvor det hurtigt bliver for varmt at sidde i solen, men det gør mig ikke spor at sidde i skyggen. For det meste sidder jeg med mit håndarbejde i haven. Da min mor var her omkring påske lavede hun en hæklet klud næsten færdig, og den fik jeg afsluttet. Den er rigtig god, og det er jo nemt at lave klude, når man kun skal slutte dem af med de sidste 3 striber og en kant rundt om.

 

 

 

 

 

 

Lige nu arbejder jeg på en overdel til en sommerkjole. Overdelen bliver hacket i bomuldsgarn, men underdelen bliver i sifon med applikerede blomster. Det er et stof jeg købte for år tilbage, som jeg nu glæder mig til at bruge. Skålene til bh’en er færdige og nu er resten igang. Det mønster jeg hacker lige nu, er jeg ret vild med. Som sædvanligt arbejder jeg uden opskrift. Hver gang er det lige spændende, hvordan det ender. Ind imellem ændrer ideerne sig undervejs, men ideen til sommerkjolen ser sådan her ud.

 

Nogen har spurgt til, hvordan den vinterkjole, jeg har gang i, kommer til at se ud, så når nu jeg havde tegneprogrammet igang, gav jeg da min påklædningsdukke en udgave af vinterkjolen på også.

Lidt andre tegnerier er det da også blevet til. Det er smadder sjovt at bruge symetriværkstøjerne i mit tegneprogram. Man kan ret hurtigt få lavet noget ret kønt (hvis man altså kan begrænse sig :-))

Ind imellem er der også noget, der skal ud mellem sidebenene i satiriske tegninger og sådan en satte jeg for nylig op på fjæsbogen. Det ser imidlertid ud til at FaceBook er utilbøjelig til at lade mine kontakter se det billede. Man kan så have sine tanker desangående, og det har jeg selvfølgelig.

 

 

 

Så gik Niels igang med det store arbejde med at sætte drivhuset op.

Familien kom og hjalp til , da der skulle bores huller i jorden til støbningen der fastholder fundamentet. En smule hjalp jeg til med at holde, skubbe og trække da væggene skulle op at stå og samles. Men ellers gjorde Niels hele arbejdet selv. Det var ikke den nemmeste opgave med en million milliard smådele og en ret manglefuld samlevejledning. Men der er nu noget ved sådan et glastelt, og jeg har mange tanker om, hvad jeg kan få til at gro i det. Foreløbig er det kun fantasierne der blomstrer, og det er jo også godt. En af mine meget nære venner spiller på lotto, fordi det giver ham “license to dream”, og sådan har jeg det med drivhuset lige i øjeblikket.

Så skal det bare fyldes med tomater, agurker og chili… hurraahhhh.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Solen skinner og mine nye briller med glas, der skifter til mørke glas i solen, virker. Det er jo fint. Desværre virker det kun udendørs, så hvis jeg har brug for solbriller, når jeg kører bil, må jeg bruge mine gamle solbriller, men det er så også okay.

Så kom vi forbi den første april. I snart 40 år har vi og et par venner haft den tradition at fejre 1. april. Og det er ikke altid lykkedes at festligholde dagen på selve datoen. Vi bor i forskellige dele af landet og er travle mennesker, så det kan af og til være svært at finde en god dag at mødes, men i år blev det søreme på selve dagen. Traditionen opstod dengang vi som unge havde købt hus og skulle holde house warming. Det blev en uforglemmelig dag, men det var da et under, at vi overhovedet kunne huske  noget, for vi blev så stinkende berusede alle sammen, at ingen af os sikkert har været så fulde hverken før eller siden. Hver gang vi så holder første april prøver vi at stykke de brudstykker sammen, som vi hver især husker, og det er vist ikke lykkedes at få samlet hele puslespillet endnu. Fordi man har 4 flasker snaps behøver man jo ikke at drikke dem, men de blev vist drukket og mere til. Det var jo også meningen, at vi skulle have været nogle flere til frokosten, men de sidste meddelte i sidste øjeblik at de først ville komme til aftensmaden. Og da de så endelig kom, ragede vi andre rundt og var slet ikke istand til at stege de kyllinger, vi skulle have spist. Det er så også blevet en tradition… at vi ikke spiser kyllinger den dag… ha ha ha.

Men mad skulle vi jo have, så jeg og Niels drog til Hallegård for at købe økokød til gæstemad. Jeg er jo vegetar, men jeg har ikke noget imod at tilberede et par gode koteletter af grise, der har gået og hygget sig på Prinsgemalens Jagtvej. Ja det hed den markvej, der løb langs marken på Hallegård. Først troede jeg at det var en spøg, men skiltet var skam helt autoriseret og sat fast på en helt autoriseret pæl. Skiltet var så langt og vejen så smal at jeg vil tro, at skiltet kunne have nået fra den ene side af vejen til den anden, hvis man havde sat det på tværs. Jeg grinede hele vejen hjem ved tanken om prinsgemalens ansigtsudtryk, hvis han havde set hvormed hans bornholmske undersåtter ærede hans ophøjethed.

På vej til Hallegård stoppede vi i Døndalen og samlede en hel sæk ramsløg, eller geddeløg som de hedder på bornholmsk. Her er det meste af det tørret og formalet og puttet i en krukke. Resten lavede jeg pesto af og frøs ned i passende portionsanretninger.

Stumperne til vores drivhus er kommet. Niels er i fuld gang med at planlægge, hvordan det skal placeres og hvordan det skal sættes op. I dag samlede han bundrammen, så den kunne lægges ud på plænen og vi kunne se placeringen.

Sådan så pakkerne ud, da de var læsset af. Glasset er selvfølgelig det tungeste, og Niels havde et større arbejde med at flytte rundt på de tunge pakker, da han skulle checke at glasset var helt og iorden efter transporten. Jeg glæder mig helt fantastisk meget til at få et dejligt drivhus.

Pelle er begyndt på en ny malebog, og jeg har farvelagt det første billede for ham. Jeg synes, det er sjovt at han laver malebog, og når han nu alligevel tegner så meget, kan han jo lige så godt gøre det, så andre også kan få lidt glæde af det.

Det er den tid, hvor jeg ofte sidder og nørkler ude i solen. Her er halvdelen af flæsen forneden på min nye kjole. Forhåbentlig er den færdig til vinteren, så har jeg to og kan skifte imellem dem.

Når vi taler om solen, så har jeg ærligt talt snart så lidt hår på hovedet at jeg bliver solskoldet i hovedbunden, hvis jeg ikke har hat på. Jeg har ikke lyst til at gå med hat hele tiden, så igår syede jeg mig en paryk af et stykke blondestof og nogle gamle hårtrenser, jeg havde liggende. Jeg havde set på nettet, at man godt kunne lave bare en topparyk, en delvis paryk som man bare klipser i sit eget hår, og jeg havde både hårtrenser og klips, så det var jo nemt nok, og det fungerer udmærket.

 

 

Før og efter. Parykken er lidt lysere end mit eget, men det er kun fint her til sommer. Faktisk overvejede jeg at farve den rød eller give den pink striber, bare for at det også skulle være lidt sjovt. Der er ikke nogen særlig grund til at forsøge at skjule, at jeg har en paryk på, for venner og familie ved godt, at jeg ikke har meget hår, og det er nok ikke vokset ud fra den ene dag til den anden… ha ha .

Forfra kan det da også ses, at der er lidt mere fylde i håret, men for det meste vil jeg jo nok have et bånd om, så det ikke flagrer rundt.

 

 

 

 

 

 

 

 

Så er det tiden med blåvejr, solskin i haven og ture til havet. Her et par billeder fra min gåtur til kysten forleden dag.

de er bare taget med telefonen, så skarpheden er ikke fantastisk, men alligevel fine til at vise en stemning.

Lidt senere tog Niels og jeg en tur til Ringebakkebruddet.

Fantastisk sceneri og fantastisk lys.

 

 

 

 

 

 

Min underkjole blev til et livstykke, for det havde jeg mere brug for. Det er lavet af en del garnrester, så ikke meget kønt. Det er brugbart og rigtigt rart at have på. Jeg betragter det lidt som en prototype, der kan laves forskelligt anderledes design ud af.  Ikke et svendestykke men absolut et godt lærestykke. Jeg er meget tilfreds.

 

 

Så forsvandt februar… nå den var nu også så kort. Men vi nåede da heldigvis at holde vores familiefest, og her har jeg en af dækkeservietterne på staffeliet. De blev en succes og en del blev rullet sammen og taget med hjem, så det var jo en fornøjelse. At finde en dato at holde vores familiedag var vanskeligere end jeg lige havde forudset, så et af punkterne ved vores sammenkomst var at finde et godt tidspunkt for alle til den tilbagevendende, årlige begivenhed og det blev til den sidste weekend i maj. Og min herboende svigerinde og hendes mand har sagt, at de tager andendagsgildet om søndagen, så det er jo kanon. Det VAR simpelthen så hyggeligt og dejligt at være sammen med hele familien, og det tror jeg at alle syntes. Vi har en super familie uden splid eller konflikter og med lutter talentfulde og kærlige mennesker, der taler ordentligt og kærligt til og om hinanden. Der er virkelig god grund til at festligholde at vi har os. I denne tid, hvor jeg kan føle mig helt fremmed i en verden der af medierne fremstilles som farefuld og vanvittig og domineret af en magtfuld, forvokset baby med masser af penge, uden hjerte og fuldstændig hensynsløs og selvoptaget, er der god grund til at holde fast i det, der virkelig har værdi i livet. Vi må holde tungen lige i munden og holde balancen på alle niveauer. Bekymringer fjerner ikke det, der måtte komme, men ødelægger blot den glæde vi kan have lige nu. Såååå lad os endelig fejre livet og hinanden.

Familien havde lidt godt med til os, der lagde hus til. Her på plantetrappen udenfor mit køkkenvindue blev lidt af det forår, de kom med, placeret og jeg glæder mig over det hver eneste dag og mange gange om dagen. Nu er vi jo allerede igang med den første forårsmåned, men jeg har allerede siddet ude i solen og nørklet rigtigt mange gange. Allerede sidst i januar kunne jeg sidde i haven, når solen skinnede, og det er dejligt at opleve hvordan den hver dag stiger højere og højere op på himlen.

I starten var jeg selvfølgelig pakket godt ind med en masse tøj, men som her fra midten af februar var det alt for varmt at sidde med alt overtøjet og nu skal man bare sørge for, at man ikke bliver kold på ryggen. På billedet er jeg igang med en underkjole, som jeg snart er færdig med. Flæsen på min nye, lange nederdel er jeg næsten halvvejs med, så en lille smule håndarbejde er det da trods alt blevet til, selv om jeg har haft gang i et hav af andre ting. For det første var der jo alle de hyggelige forberedelser til festen, hvor det var dejligt at have min ældste søn, Mikkel, som sparring til alle ideerne og eksperimenterne. Han lærte mig også at lave vegetarsushi, men det endte jo med, at Pelle, der har arbejdet meget med sushi i sit kokkefag, kom og lavede en hel stak perfekte ruller som gjorde lykke hos hele familien. Ham kunne vi ikke lige hamle op med, men det var jo virkeligt underholdende at se ham arbejde. Sojasaucen med sennepsmel, som Mikkel og jeg udviklede under vores forsøg, fungerede også fint til risrullerne. I denne tid på året er det lidt vanskeligt at finde smagfulde, modne tomater til tomatfiletter, så jeg havde også lavet nogle flåede, hakkede tomater i en gelé lavet på agar agar til rullerne. Med avocado og agurk og tomat fik vi nogle fine farver i vores sushi-snacks. Niels og Mikkel lavede lagkager og jeg fik i en mellemregning lige smækket en æblekage med mandler sammen, men det var mest fordi jeg lige skulle bruge gryden, som æblerne stod i, til at lave suppe i… hi..hi… Jeg kan jo ikke nære mig, når jeg alligevel har tingene i hænderne, altså. I vores familie har vi tradition for enkle, men lækre kager til kaffemik, og denne gang var det også en succes. En lagkage med chokolademousse, en lagkage med jordbær og banan a la Othello men uden vandbakkelser og alt det der, samt en gammeldags æblekage. Det KUNNE bare ikke gå galt.

Og så har jeg fået mig et lille køkkenplejebarn; en surdej. Jeg startede den op i slutningen af januar med 100 g hvedemel, 100 g grahamsmel og 100 g vand, der fik lov til at stå lunt i et par dage. Derefter har jeg så passet den ved at blande 100 g surdej, 100 g mel og 100 g vand. For den kvikke skabsmatematiker er det jo let at regne ud, at der så må blive noget i overskud hver dag. DET er jo noget af charmen ved det, for så bliver her jo bagt brød. Jeg startede hele projektet fordi, jeg synes, at dagligvarebutikkernes leverance af økologisk rugbrød efterhånden var for ustabil og for dyr, så jeg ville se, om det dog ikke kunne betale sig at lave det selv. Det kunne det tilsyneladende. Jeg fandt en nem og god opskrift på nettet.

800 g groft rugmel, 300 g surdej og 700 g vand blandes sammen og står et døgn.

500 g knækkede rugkerner, 250 g hørfrø, 250 g solsikkekerner, 1000 g vand, 3 spsk. salt, 2 spsk. honning, 3 spsk. sød soja, kulør eller malt blandes sammen og står og opbløder i et døgn.

Når døgnet er gået blandes det hele sammen og æltes i maskinen i mindst 10 minutter og fordeles derefter i 3 2-liters forme og hæver i 3 timer. Til sidst bages de i ovnen sammen med en skål vand i bunden af ovnen på 180 grader celsius i 2 timer.

Slå brødene ud af formene og køl af. Så er der lækkert, saftigt og hjemmebagt rugbrød. DET kan altså anbefales. Når jeg bager rugbrød, sørger jeg lige for at “fodre” min surdej med lige mange gram surdej, mel og vand en enkelt gang UDEN at tage noget fra. Når den så har stået i 12 timer er jeg klar til at blande rugbrødsdejen.

Til daglig bruger jeg bare den surdej, jeg tager fra til at bage lidt småbrød i en dyb pande på komfuret. Med lidt ekstra vand, vanilie og noget sødestof (jeg bruger mest stevia) giver det nogle lækre pandekager. Alt i alt er der ingen somhelst grund til at kassere den sjat surdej, man tager fra hver dag. Endelig kunne jeg jo også sætte min surdej i køleskab hvor den kan holde sig i op til 14 dage uden at skulle fodres. Det vil jeg nok gøre i fremtiden, men lige nu er det ret hyggeligt at bage noget lækkert brød og eksperimentere lidt. Forleden fik vi nogle utroligt lækre pizzabunde og nogle rigtigt gode boller.

En tommelfingerregel er, at man udskifter en trediedel af væsken i en brødopskrift med surdej. Hvis man så ikke har tålmodighed til at vente 12 timer med at bage sit brød, tilsætter man bare ca. 5 g gær ( en klump på størrelse med en ært) og lader det hæve en times tid. Et tip: Lad være med at være alt for ivrig med at slå luften ud af dejen, når du slår dine brød op. Den luft giver en fin krumme i dit bagværk.

 

Og så har jeg fået et nyt vidunder i mit køkken: en slow juicer. Den kan jeg selvfølgelig lave alt muligt dejligt saft på. Min yngste svigerinde havde en stak æbler med fra sin have her sidst, de var her, og det fik jeg fem flotte flasker fantastisk æblesaft af, plus en god sjat som jeg drak.  Desuden fik jeg en gang æblemos til en pænt stor æblekage.  Skøøøønt…. meeen… så kan den også bruges til at lave hjemmelavet sojamælk og andet plantemælk på. DET er en svir, må jeg sige. Oveni købet er den ikke ret svær at gøre ren. Sådan en kan jeg varmt anbefale. Denne her er en WITT. Jeg valgte den, fordi den er stærk og fordi man kan putte hele æbler i den. Ingen skrælning eller snitning… bare vask og hele æblet i… sådan.

Vi havde et gaddeligt stormvejr i december, og naturen her er jo fantastisk smuk også i det rå vejrlig. Fuldmånen blev fotograferet i anledning af at min nabo fældede en kæmpe kristjørn i sin have, så udsigten blev om muligt endnu bedre fra køkkenvinduet. Nu kan vi zoome ind på Christiansø uden problemer. Niels overvejer at købe en udsigtskikkert til at se ud over vandet. Det er nemlig også lidt sjovt at kigge nogle af de store skibe ud, der sejler forbi.

Vi kom fint ind i det nye år, uden halløj og festivitas. Niels og jeg nød at slappe af bare i hinandens selskab både jul og nytår. Familiesammenkomsten har vi  udsat til midt i februar, hvor vi så holder middag for hele familien, og der bliver vi ret mange. Det glæder vi os til. At fejre at vi har hinanden en gang om året er en god ting at gøre, synes vi, og nu har vi pladsen til at kunne gøre det. Derfor har vi tænkt, at vi vil forsøge at gøre det til en tilbagevendende begivenhed, at vi alle sammen hygger og spiser sammen hvert år omkring tiden for vores bryllupsdag.

Mit halstørklæderør er blevet færdigt, og det fungerer rigtigt godt. At det er hacket, betyder at det næsten er vindtæt. Jeg havde det på, igår da jeg skulle til nytårskoncert, og især på hjemturen, hvor Niels skulle helt ned på havnen og hente bilen, mens jeg gik ham i møde så godt jeg kunne, havde det sin berettigelse. Egentlig var jeg ikke voldsomt klædt på til koldt vejr, men dette her halstørklæde holdt mig fint varm, og det var skønt.

Iøvrigt var det en rigtig underholdende nytårskoncert. Henrik Krogsgaard havde formået at skrabe et hold kunstnere sammen, som ikke umiddelbart kunne formodes at matche hinanden; nemlig et klassisk ensemble og et old school latinoband. Han havde formået at få det hele til at passe fint sammen. Den røde tråd blev sangerinden, Signe Asmussen, der formåede at synge alt fra klassisk opera og operette til jazz og salsa. Hun fik ind imellem selskab af Kurt Ravn, der også havde solonumre undervejs. For mig var højdepunkterne de numre der var med Kim Sjøgren. Den mand har et gudsbenådet talent og en fantastisk humor. Jeg er vild med ham og jeg håber, at han kommer til at spille på sin violin til umindelige tider. Rent kulturelt er Bornholm bestemt også værd at være på udenfor højsæsonen.

Nu er det jo ligesom ved at være lidt datooverskredet, men jeg kigger da stadig lidt på min Pelles julemalebog, som jeg ikke blev færdig med inden jul.

 

A pro pos julen så lykkedes det mig at få en lille juledekoration udenfor vinduet med et bundt gran fra Brugsen til 16 kroner og nogle få grene fra en kristjørn, som Niels og jeg samlede på en af vore småture til Hammerknuden. Glimmer og kugler havde jeg fra nogle tidligere år, hvor jeg har haft dekoreret grantræet i forhaven i Lyngby. Hyggeligt at have lidt kønt at skæve til, når man står i sit køkken. Og i køkkenet står jeg jo ret tit. Her laver jeg en hel del mad fra grunden. Blandt andet den vegetabilske mælk, jeg bruger. På det seneste er jeg begyndt at eksperimentere med vegetabilsk ost. Jeg er vild med ost, men det nytter jo ikke, når mælk og mælkeprodukter er så usundt for mig. Nedbrydningen af mælkeproteiner koster jo mere kalk end mælken giver. Det er en udbredt misforståelse, at man får kalk fra mælk. Det ville passe, hvis det var menneskemælk, vi drak, men det er det jo ligesom ikke.  For rørige mænd samt kvinder yngre end overgangsalderen er det sædvanligvis ikke et problem at skaffe kalk nok både til fordøjelsen af mælk og forsyning af kalk til kroppen, men eftersom jeg både er langt over den fertile alder og har et handicap, der forhindrer mig i at motionere, bliver jeg nødt til at sætte mig selv på ration med ost og andre mælkeprodukter lavet af dyremælk. Derfor er tidens projekt i køkkenet vegetabilsk ost, youghurt, creme fraiche og den slags. Indtil nu har jeg ikke været overvældende heldig, men det kommer nok.

Et andet køkkenprojekt er at finde på lækkerier til vores familiemiddag, og det er jo også spændende og sjovt. Igår kom vores dejlige Mikkel for at være her et stykke tid, og det giver jo en dejlig mulighed for at have en at snakke og lave vegetarisk mad sammen med. Han er rigtig rigtig dygtig til den slags. Også til den slags. Det er skøøøøøønt at han er her, og jeg har glædet mig rigtigt meget.

Godt nytår alle sammen.

 

 

 

 

 

 

Vi har fået ny udsigt fra køkkenvinduet. Naboen har fældet sin kæmpe store kristjørn, så nu kan vi se meget mere af havet. Her har fuldmånen sneget sig ind på nattehimmelen.

Så blev jeg færdig med mit filtede vintergrantræ og det står fint på hylden i gangen. Faktisk er jeg da noget gladere for det, end for det oprindelige med grøn lametta fra Søstrene Greene, men den grønne lametta gør nu sin pynt på vores juletræ, og det er rigtigt fint, synes jeg.

På den filtegruppe jeg er med i på facebook er de åbenbart helt vilde med det træ. Det har fået næsten 150 likes og folk vil gerne vide, hvordan, jeg har lavet det, så jeg lavede også lige en lille fotocollage med billeder fra processen. Det var de glade for.

Pelle laver stadig stregtegninger til sin julemalebog, og jeg sætter farver på sådan næsten dagligt… så meget jeg nu kan nå. Det er rigtigt hyggeligt. Egentlig har jeg aldrig haft den store respekt for det der med malebøger og har ikke helt forstået hvorfor det nu skal være så interessant at lægge farver på andres tegninger. Nu har jeg det lidt anderledes, må jeg sige. Det kan være en rigtig god udfordring at se, hvad man kan  få ud af en sort/hvid tegning. Lidt julemusik på og gang i farveblyanterne… så er der dømt julehygge.

Til jer, der ikke er på facebook, vil jeg da også lige vise Pelles tegninger.

Pelles julemalebog:

side 1

side 2

 

side 3

side 4

side 5

side 6

 

side 7

side 8

side 9

side 10

side 11

side 12

side 13

side 14

Jeg forstår nu meget bedre alle de voksne, der også er glade for at lægge farver i malebøger. Efter min mening skulle Pelle jo også udgive nogle af sine tegninger i malebøger, og det får han måske tid til en dag.

På strikke/hæklesiden er jeg stadig igang med at hacke en lang uldkjole og en bomuldsunderkjole og det er langtidsprojekter som langsomt skrider fremad. Det er meditativ beskæftigelse.

Og så er jeg gået igang med et nyt egern. Det første jeg lavede er flyttet til Holbæk hos en ganske særlig ven, der har et helt specielt forhold til egern.

På facebook har Pelle gang i en julekalender, hvor han laver stregtegninger af julemotiver. Jeg har så fundet på at bruge hans tegninger som  julemalebog. Her er nogle af billederne:

Det er sjovt og det får mig til at tænke på i gamle dage, da Pelle var barn og vi skulle lave håndmalede julekort sammen. Han var kun 8 år, men alligevel nåede han at lave 5-6 julekort mens jeg lavede et. Den mand har bare sprøjtet tegninger ud hele sit liv. Der har så været en pause i nogle år, men nu er der da heldigvis gang i den kunstneriske side af ham igen og det nyder vi meget.

Hibernation…. Jeg er ret vild med det ord, og jeg er jo også typen, der ville gå i vinterhi, hvis jeg kunne komme til det. Denne vinter får jeg måske chancen. Her kommer ingen julegæster i år, og vi har udskudt familiefesten til næste år, hvor vi har tænkt os at indføre en tradition med årligt at fejre at vi har hinanden, og så gøre det lige omkring Niels’ og min bryllupsdag. Det ser vi frem til, men indtil videre hygger vi os med at have det meste af tiden for os selv. Selvfølgelig skal Niels til de ting, han fast går til, og vi var da også til middag på Margeritten i torsdags, hvor min svigermor inviterede alle sine børn og svigerbørn. Det var kanon hyggeligt. Bagefter gik vi hjem til hende og drak æblegløgg, som min svigerinde havde lavet. Den smagte rigtigt godt. Det var bare æblemost kogt op med stjerneanis, ingefær og kanelstænger, og så havde det fået lov til at stå og trække, mens vi var på restaurant. Man kan så tilføje rom som man behager, men denne gang foretrak jeg den bare som den var, og det var rigtigt godt.

De seneste par dage, har Niels og jeg lavet årets julekort og de skal så lægges i kuverter og have julemærker og frimærker på. Vi håber så, at postnord vil være så elskværdige at bringe dem ud, inden jul. Det får vi så se, om de gør. I dag har jeg dog fået et fint bevis på, at der da er noget postgang, der fungerer. Min veninde Lone sendte os det mest avancerede julekort, jeg nogensinde har fået. Det er bare sååå flot, synes jeg. Det er af papir men bygget op, så det er i 3D, og det er ikke ens på begge sider.

 

 

 

 

 

 

 

Ja så er det tid til lys og hygge igen. Niels har sat lys op i haven og i indkørslen, og vores lystræ fra sidste år er kommet op at stå i stuen igen. I år viklede jeg lige en grøn lamettaguirlande om og skiftede den efterhånden noget falmede blomsterkugle i stjernen ud med en lille, filtet fugl. Guirlanden huggede jeg fra et par gamle minijuletræer fra Søstrene Grene fra for nogle år siden. Jeg skulle nemlig bruge skelettet til at filte vinter-grantræer omkring.

Her er stativet og starten på et vinter- grantræ.

Forleden havde vi besøg af en kær veninde som lige havde haft fødselsdag og til hende filtede jeg også en lille fugl og gav den en særlig historie med på vejen.

Det er nogle gange så sjovt hvordan man kan møde et menneske første gang og så opleve at man har kendt hinanden hele livet. Sådan var det med denne veninde. Vores børn har kendt hinanden og været bedste venner siden de var drenge, men vi har kun kommunikeret via digitale medier. Det var fantastisk dejligt langt om længe at være til stede sammen i samme rum og høre, se og fornemme hinanden.

Og SÅ kunne jeg endelig hente mine nye briller. Det har været rigtigt hårdt siden jeg har været hos optikeren at være opmærksom på hvor dårligt jeg egentlig ser med de gamle briller. Men nu er de nye hentet og de ellers ret kedelige (men billige) stel er pyntet op, så jeg synes, de er mere min stil.

 

De  røde læse-skrive-tegne-strikke-skærmbriller fik en pink og en orange streg og nogle rhinsten i hjørnerne. De farveløse køre- og afstandsbriller fik nogle små blå og grønne prikker OG nogle rhinsten i hjørnerne. Der skal jo være en lille smule Dame Edna over det.