Vandfaldet i Døndalen
Opalsøen og Hammersøen
For 41 år siden, da jeg mødte min mand, Niels, aftalte vi, at vi skulle ende vores liv på Bornholm, hvor han kommer fra, og hvor mit liv fik sin begyndelse, idet min mor blev gravid, mens hun havde sommerjob på øen. Så selv om jeg ikke er bornholmer, kalder jeg mig selv for bornholmerspire, og stedet har altid haft en markant betydning i mit liv. Og nu bor jeg her. Landet midt i oktober sidste år i Allinge, tæt på familie og smuk, smuk natur. Det er en gave at stå op hver morgen og se ud ad sit køkkenvindue med udsigt til havet og i godt vejr kan man ane Christiansø. Min tidligere genbo i Lyngby havde godt nok en sød forhave, men den bornholmske natur kan han altså ikke hamle op med.
Her er min udsigt en meget tidlig morgenstund i oktober . Den er forskellig hver eneste dag og det er let at følge med i naturens gang. Jeg er begyndt at lægge mærke til flagene og vindretningen. Det er noget helt nyt for mig.
Vi har været her i 4 måneder, men på en måde føles det som om, vi har været her altid. Fra første færd følte vi os hjemme i huset, og familien har også givet udtryk for, at de allerede oplever at det er vores hjem. Også vores sønner oplever det som at komme hjem, når de er her. Det er jo en fantastisk ting, synes jeg.
Ved juletid havde vi selvfølgelig liggende gæster og det fungerede fint. 6 voksne mennesker og en hund uden at der var nogen der følte sig trængt på nogen måde. Vi er en flok særlinge, så man må sige at huset stod sin prøve. Nu ser vi frem til at huse venner og familie i fremtiden, når de kommer og besøger os.
I et af husets rum har jeg indrettet et lille kreaværksted til alle mine kunsthåndværkertilbøjeligheder. Der er plads til det meste. Keramik og træsløjd er det dog meningen at vi skal have i garagen, når der kommer nyt tag på. Lige i de her dage går vi og venter på et tilbud fra tømmeren på det. Jeg håber, det bliver snart, for jeg har en del ideer til arbejdet med ler. I første omgang arbejder jeg så inde og med papmaché. Det er også ganske sjovt arbejde. Foreløbig er det blevet til en garnskål og en brødskål, et par andre småskåle og nogle æg.
Hele tiden har jeg masser af ideer, Men jeg håber da på at keramik- og træværkstedet snart bliver færdigt, så jeg kan rykke papmachéen derud. Plads til at sy er her ikke lige i øjeblikket, og jeg har faktisk nogle ting, jeg gerne ville have syet, mens papmachétingene tørrer.
Det tager jo noget tid for den slags at tørre, men det er da blevet meget bedre, siden vi fik lavet vores nye ventilationsanlæg. Nu ligger luftfugtigheden på omkring de 40% . I starten vi var her, var den oppe på omtrent 80% og jeg følte det temmeligt ubehageligt. Alle vinduer duggede, og folk med briller kunne jo ikke se, når de kom ind udefra. Alting var vådt, syntes jeg. Muligvis er jeg en smule hysset med den slags, men jeg er jo også blevet forvænt igennem mange år med et perfekt varme- og ventilationssystem i mit hjem. Men nu har jeg det fint med at være her.