Egentlig har jeg gennem årene taget flere tilløb til en blog, men så løb det ud i sandet, og jeg kastede mig over de mest anvendte sociale medier. Dog kan der gå virkelig lang tid imellem jeg skriver noget der. På det seneste har fjæsbogen kedet mig lidt. Der er masser af gode ideer og ind imellem også et godt grin. Et lille glimt af livet hos de mennesker, man kender til og holder af får man jo også af og til. Det er alt sammen fint, men der er også en hel del skidt og møg og ligegyldigt sludder, som hører til den tid, vi lever i, men som jeg ikke gider at bruge min tid på. Førhen førte jeg en slags logbog over mine oplevelser med livet. Den slags hjælper mig til at få orden på tankerne… at sortere i det, jeg skal lade ligge og det, jeg skal videre med. Det har jeg savnet lidt. Ikke at jeg havde tænkt mig at bruge bloggen som dagbog, men så alligevel lidt. Skriverier har altid været en af mine hobbies. Alt muligt forskelligt – digte, sange, essays, monologer what ever. Bare for fornøjelsens skyld, og ind imellem for at glæde en ven.

Forleden dag stødte jeg så på en kvindelig, svensk blogger på 103 år, der ikke er bange for at være almindelig og kedelig, hvilket jeg så ikke synes, at hun er. Dagny Carlson hedder hun. Som jeg, er hun bare glad for at skrive, holder af livet og sine medmennesker og så har hun lige 40 år mere på bagen end jeg har. I forhold til hende er jeg jo kun en “barnrumpa”, men livet har da trods alt lært mig noget i de snart 63 år jeg har levet. På sin vis har jeg ikke de store visioner om at nå ud til nogen somhelst andre end lige mine nærmeste, der gerne vil følge lidt med i, hvad jeg har gang i, men med en blog kan man jo risikere at andre læser med også. Dagny har fx fået riiigtig mange følgere der dagligt læser hende over skuldrene, når hun skriver sine “almindeligheder”, som hun selv beskriver sine indlæg. For mig har det ikke været uvæsentligt at hun er 103 år. Det har ligesom sat en blog i et nyt perspektiv at jeg måske selv har en fremtid, hvor jeg kan synes at det er sjovt at læse noget fra da jeg var en barnrumpa på 63. Den tanke kan jeg godt lide, faktisk. Selv om jeg er en stivnakket, gammel heks, så kunne det jo være sjovt at se, om jeg alligevel ikke skulle gennemgå en eller anden form for udvikling. Det her nye liv på Bornholm føles i hvert fald som en ny start. Der er klart også noget sorg forbundet med at sige farvel til mit gamle liv, og det bakser jeg da med. Samtidig er det også et hav af nye muligheder jeg ser, når jeg kigger fremad. Mon ikke jeg i det hav skulle få druknet en gammel fordom eller to? Kanske får jeg også noget ny visdom på krogen. Lidt flytter jeg mig nok. Et eller andet skal der jo ske, hvis jeg skal forbinde tilværelsen med en form for liv. Mit mål for hver dag har i snart mange år været at lære noget nyt og at le.

Og hvorfor er det så lige at det her indlæg har overskriften “Klippebloggen”, vil nogen måske spørge sig. Jo, det er fordi jeg egentlig ville kalde min blog det, men der var bare et halvt hundrede andre der også havde fået et lignende genialt indfald, så det lod jeg være med. Maïa, sagde jeg til mig selv, lad nu vær’ med at være så himla bånge for å vare almindelig. Menneske og menneskelig er jeg, og det er jeg godt tilfreds med. Nu er jeg oveni købet et bornholmsk menneske.. ha ha ha.