En dag i køkkenet

Nogle dage har jeg gang i en masse eksperimenter i køkkenet. Denne gang havde jeg gang i at lave knækbrød, når jeg alligevel skulle fodre min surdej. Længe har jeg haft en mandelfeta undervejs. Den krævede at jeg først lavede noget rejuvalac (mælkesyrevand), som jeg laver ved at spire nogle frø i et par døgn eller 3. Derefter hælder jeg vand på og lader det stå og fermentere på køkkenbordet i et par dage. Så er det klar til at blive siet, hældt på flaske og sat i køleskabet, hvor det kan holde sig i en måneds tid. Det er godt at have ved hånden, når der skal laves ost, youghurt eller creme fraice. Så havde jeg nogle svampe liggende, som det var min plan at forvandle til snyde-karry-sild. Når de først er lavet og hældt på glas kan de holde sig i månedsvis og bliver kun bedre og bedre. Som planteæder kan jeg godt ind imellem savne fisk, men ting som snydesild, gulerodsslax og makrelfri tomat er rigtigt gode. Hørfrø, tang og andre smagsgivere indeholder også typisk en masse omega3 fedtsyrer, så planteprodukterne er ernæringsmæssigt fuldt på højde med og ofte bedre end de oprindelige, animalske pendanter.

Min surdej siden januar 2017

Her er min surdej, som jeg startede i januar 2017. Hvis jeg ikke lige er inde i en periode, hvor jeg bager meget, har jeg den i køleskabet og behøver derfor kun at fodre den med mel og vand en gang om ugen. Som regel kører jeg med 400 gram surdej, og den skal så fodres med 400 gram mel og 400 gram vand hver gang. Når det hele så er rørt godt sammen, kommer jeg 400 gram af den nye masse på mit glas og stiller det i køleskabet. Det vil jo så sige at jeg står med 800 gram dej, der enten skal kasseres eller bruges, og jeg vælger det sidste. Hvis jeg ikke lige har tid eller overskud til at bage brød eller boller, kan jeg finde på bare at smække den overskydende dej på en pande til fladbrød, eller som denne gang, hvor jeg lige laver en gang lækker knækbrød. Man kan også sagtens tilføje vanilje eller kardemomme og noget sødt og lave pandekager.

Til mit knækbrød bruger jeg 1 spiseskefuld bagepulver for at gøre det ekstra sprødt, en håndfuld solsikkekerner, lidt salt, 1/3 kopmål groft majsmel og en dl olie. Dejen ender op med at være ret flydende og det gør det nemt senere at fordele den på bradepanden med bagepapiret.

Her breder jeg det ud på bagepladen og drysser til slut sesam- og chiafrø på til lidt ekstra crunch. Jeg forsøgte også at lave lidt brudlinier med en pind, men denne gang var dejen for flydende til, at det holdt. Så det færdige resultat blev lidt mere tilfældigt knækket.

Sådan…. så er der knækbrød til frokost, mellemmåltider eller bare som snacks. Faktisk er det helt lige så godt som chips og den slags, hvis du spørger mig, og det er jo ulige meget meget sundere at spise en gang fuldkornsknækbrød med kerner, end det er at spise ting stegt i masser af olie.

Jeg lever jo sammen med en mand, der spiser døde dyr, og forleden var der så personligt tilbud på økologisk kamsteg og han kom hjem med et par pænt store stykker svinekam. De røg i trykkogeren i 20 minutter sammen med løg, gulerødder, hvidløg og nogle urter. Bagefter skar jeg dem op i tykke skiver og pakkede dem til fryseren, så han lige kan tage en portion og lægge i luftstegeren, så det får en lækker sprød og brun overflade, når han skal spise det. Suppen lavede jeg så en lækker sovs af, og den stod på køkkenbordet endnu.

Op i en silikoneform med sovsen og i fryseren med den også. Det gør det super nemt, når han skal have sovs til sin middag og konen har tænkt sig at insistere på sine planteretter. Faktisk plejer han er været ret vild med det mad, jeg laver også når det er planter, men en sjælden gang imellem vil han gerne have lidt lækker kødmad. Så længe dyrevelfærden er iorden kan jeg da også godt gå med til at lave det af og til, når bare jeg ikke selv skal spise det.

Tid til snydesild i karry…. og først alle ingredienserne…. på nær kapers, som kommer i til sidst. I al sin enkelhed går opskriften ud på at lade svampene simre på panden, så det meste af væsken kommer ud af dem. Karryen ryger med i panden, så den lige kan blive svitset og smagen blive fremkaldt. Det samme gælder allehånde, som jeg også synes hører til sildesmagen.

Æbler og løg ryger igennem min fantastiske grøntsagsdeler, der kan lave bittesmå tern. I blenderen køres en dl hørfrø sammen med 2 dl eddike, 6 dadler, timian, chiliflager, lidt hvidløg og 2 spsk majsstivelse. Det hele røres sammen i panden, sammen med svampene og varmes igennem til det er jævnet. Mens det er varmt hældes det på glas, der på den måde kan lukkes hermetisk. Når det skal bruges kan man så efter behag blande op med mayonnaise eller youghurt/creme fraiche. Velbekomme.

Inden jeg fyldte på glas huskede jeg lige at komme en håndfuld gode, økologiske kapers i. Dem køber jeg i store glas hos den økologiske købmand i Muleby. Det er en fantastisk butik med de sødeste mennesker. Det er altid en fornøjelse at handle ind der. Ved siden af glasset med snyde-karry-sild står formene med min mandelfeta, der nu skal stå på køkkenbordet og lagre et par dage, inden den skal i lage og i køleskabet. Allerede nu smager den fantastisk. Jeg har snydt lidt denne gang og dryppet et par dråber cheddar-essens i osten. Den smag er jeg ret vild med og det skal nok gøre sig godt i en tomatsalat eller andet lækkert.

Her på falderebet får du også et billede af den gulerodsslax vi spiser af i øjeblikket. Den er blevet rigtigt vellykket. Der er da også visse ligheder med røget laks, men det her er nu bedre. Super godt på hjemmebagt surdejsknækbrød med en mandelflødeost under og et drys friskkværnet, sort peber. Niels spiser det med hjemmerørt mayo. Så bliver det ikke meget bedre. I anledning af påsken fik vi også en bornholmsk chilisnaps til. Hvor forkælet kan man lige blive???

Nå det blev ikke kun køkkenskriveri…. sidst på eftermiddagen fik jeg også lige tid til at sy og hænge det første gardin op i lysthuset. Det er slet ikke tosset. Det bliver luftigt og lyst og alligevel behageligt skyggefuldt. Jeg glæder mig til at få nogle flere sat op. “Stoffet” til gardinerne er genbrug af en dug, der blev brugt til vores seneste familiedag. Det er en forholdsvist robust engangsdug i uvævet tekstil. Den holder nok en sæson, og så har jeg tid til at finde det helt rigtige stof til gardiner til næste år. Hav en god påske alle sammen………

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *