Maleweekend

20160417_110815

Det kan vist ikke vare længe før min første magnoliablomst springer ud. Det er en lidt mørkere blomst, end jeg er vant til,  men jeg synes, de er ret flotte. I de her solrige forårsdage sidder jeg ofte og strikker i magnoliakrogen, som jeg nu kalder den, fordi der altid er læ for alle vindretninger. Der står bare en stol og en taburet til strikkeskålen, men jeg har da tænkt, at jeg vil have et lille havebord og 4 stole i den krog også.

 

20160416_133610

Vores spisebord er kommet og ligger og venter på at blive samlet, så igår gik jeg igang med at male stolene. Det mørke mahogni passer dårligt til det øvrige interiør i stuen, og stolene ser forfærdelige ud, men de er rigtigt gode at sidde på, så jeg er glad for dem alligevel. Nu bliver de så malet, så de passer ind og kan være pæne sammen med det nye spisebord. I dag fik de tredje gang maling, og kunne godt have tålt en fjerde gang, men nu lader jeg dem tørre godt igennem, så de kan slibes ned, før de får en sidste gang.

20160417_202745

Her til aften havde jeg så lige fat i min gamle elskede Levin guitar. Den har fulgt mig siden jeg var 14 år og var min første rigtige guitar. Jeg startede, med en min far havde bygget. Den ligenede mest et ombygget klædeskab og lød lige sådan, men den havde et smukt udskåret andehoved på toppen af guitararmen.  Det er mere end 10 år siden jeg sidst spillede guitar, så det forbavsede mig egentlig, at mine fingre stadig kunne huske noget fra dengang.  Ikke at det lød godt, men alligevel ret godt gået af en første gang efter 10 års pause, synes jeg. Jeg optog det lige på telefonens diktafon, for det kan jo være sjovt at vende tilbage til senere.

 

2 tanker om “Maleweekend”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *