Så fik jylkatting et nyt hjem. Den blev forelsket i min svigerindes mand og måtte med ham hjem. Han er nu også et af det rareste mennesker, jeg kender.

I Lyngby fik jeg tit besøg af egern i haven, men her på Bornholm er der vist ikke egern, eller ikke ret mange, og jeg har ingen set i det år, jeg har boet her. Jeg er ellers ret vild med egern, så nu har jeg filtet et.

Her er arbejdsprocessen med at lave det:

Undervejs var jeg godt nok noget tvivlende overfor, om der mon blev et egern ud af det, men det gjorde der jo så. Den er dog en anelse velnæret, men det er jo også nøddetid.

I baggrunden til det færdige egern lå nogle af de svampe, som Niels høstede fra vores have forleden. De spiselige blev til ingrediens i en sammenkogt ret og smagte skønt, men de her ligger bare til pynt en tid,  før de bliver smidt ud. Jeg synes, de er ret smukke.

Endnu en prøveklud blev færdig.

Det er stadig den tunesiske eller afganske hækling, som det også hedder, jeg er igang med.

Faktisk er der også nogle, der kalder det hacking. For mig er det en blanding af strikning og hækling, hvor de hæklede masker lægger sig som islæt inde i de strikkede . Det ligner meget flet eller vævning, og det bliver et meget fast stof, der er super godt til klude. Det er ikke så elastisk som hverken strik eller hækling. Den vævede effekt ses tydeligst ved brug af 2 farver garn. Heldigt nok havde min svigermor lige foræret mig to afganerhæklenåle lavet af ben. Rigtigt gamle er de, men de fungerer fint, og jeg er glad for dem. Nu skulle denne her klud ikke lige være køn, fordi det var en test, men jeg synes da, at der er virkeligt gode muligheder i det. Min næste nederdel bliver nok helt eller delvist lavet med tunesisk hækling.