Blomsterne skal med bare fordi de matcher mit strikkegarn

Igår lavede jeg et stort nøgle garn af restbommuldsgarn, jeg havde liggende, fordi jeg lige havde brug for en pause fra det store strikketøj, som jeg nu ellers ikke mangler så forfærdelig meget på. En karklud kan man vel altid bruge, og for nyligt læste jeg, at de mikrofiberklude, jeg ellers er så glad for, ikke er så gode, fordi de konstant frigiver netop mikrofibre, der sætter sig i vores krop. Hvor stor en skade det gør, ved jeg ikke, men med kosmisk stråling og alt muligt andet vi udsættes for, kan man vel lige så godt forsøge at begrænse det, så jeg har besluttet, at jeg pø om pø vil udskifte mine karklude med hjemmestrikkede bommuldsklude. Ergo er jeg så startet med mit restgarn og kan ved samme lejlighed lige prøve noget af, som jeg har tænkt. Bæltet til min kofte skal være tubestrik, men jeg har ikke en strikkelise, der er stor nok, og ikke en rundpind, der er lille nok, og jeg har ikke lyst til at sidde med strømpepinde på noget, der er så småt. Så jeg skulle finde ud af at strikke rundt selv om jeg kun strikker ligeud. Det var min tanke at det kunne lade sig gøre, hvis man strikker en side af gangen og parkerer maskerne fra den ene side på strikkepinden, mens man strikker den anden. Som tænkt, så gjort. Jeg strikker hver anden maske og tager hver anden, der hører til den modstående side ustrikket af.  Nu ville der sikkert være drevne garnvirtuoser ude i den store verden, der kunne grine ad mig, fordi jeg sådan selv må opfinde måder at strikke på, fordi jeg ikke aner en pind om at strikke. Det her er sikkert en gammel kendt måde at strikke på, som allerede har et navn og som enhver håndarbejdsivrig person med respekt for sig selv kender og har brugt ved flere lejligheder. Måske endda til at strikke karklude, der jo får så udmærket en sugeevne, når de er strikket dobbelte. Lad dem bare grine derude, for så har jeg da haft held til at bringe smil til verden, og jeg vil bare sige, at jeg strikker altså ikke. Jeg laver bløde skulpturer. Ind imellem putter jeg folk i dem som indmad, og af og til er det noget knapt så levende, der ender inde i mine skulpturer. Okay… en karklud er måske ikke så skulpturel… hmmm.

Videre køn blev den ikke, men den har opfyldt sin funktion som prøveklud, og den er fortrinlig som karklud. Den er allerede afprøvet. Iøvrigt fik jeg også lige hæklet lidt rundt i kanten. Det er nemlig min hensigt at lave en hæklet kant rundt på min kofte, så det skulle jeg lige øve lidt. Mine færdigheder desangående går til husbehov. De kommer nok aldrig på højde med min meget kreative veninde, Dianas, hæklerier. Hun laver masser af helt fantastiske, bløde skulpturer af mennesker og dyr og alt muligt andet. Det er en stor fornøjelse at følge hendes arbejde.

Noget af MIT arbejde kan man få et indtryk af ved at kaste et blik gennem ruden ind til mit atelier, hvor de papirbetonkrukker, jeg har gang i lige nu, er linet op til tørring. De er ved at få en heftig overflade, og jeg går lige rundt om dem for at finde ud af, om jeg synes om dem eller hvad. Forsøget går ud på at få dem til at ligne gammelt metal. Vi får se, hvad det ender med. Måske ender det bare med, at foråret indhenter mig, og jeg må blive færdig med de krukker, så mine blomster kan få et sted at bo.