Min første kande

Så er det så småt ved at være varmt nok til at jeg kan arbejde i potteriet. De sidste dage har det nu også mest handlet om tilretning og pynt, og der har jeg ikke hænderne så meget i vand. Det er mest når jeg fremstiller de forskellige ting. Det er første gang, jeg prøver at lave en lille kande. Mærkeligt nok for jeg elsker kander. Der er noget sødt ved dem, synes jeg. Denne her er lavet i sort papirler med pladeteknik. Den er så dækket med farvet ler, slemmet op i vand, og til sidst har jeg kradset mønster i det farvede ler. Nu skal den tørre et par uger, inden den skal i ovnen og forglødes for derefter at blive glaseret og brændt.

Her er en kop, jeg startede på forleden dag, hvor mine fingre endte med at være stivfrosne. Det var ikke så rart. Eksperimentet med denne her er at smøre voks på de tynde dele, så de tørrer langsommere. Jeg plejer at dække med plast, så tingene ikke sprækker, fordi de tynde dele tørrer hurtigere end de tykkere dele. Den der jongleren rundt med plast er jeg ikke så vild med, og da jeg alligevel skal til at eksperimentere mere med voks som dekorationsmedie, kan jeg lige så godt prøve det her. På koppen her har jeg lavet nogle skraveringer, som jeg så haber kan ses, også efter at den er blevet glaseret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *