Mænd er bare mere 3dimensionelle

I begyndelsen var ordet…

Tjahhhh ikke helt galt..

og så alligevel…

Men du bruger ord til at være vidende om … og vidende til din bevidsthed. Bevidsthed er det, der var … er … og altid vil være

Der er bare lige det, at der egentlig ingen begyndelse var … er… eller vil være

Ej heller enden på det hele

I den virkelighed, der ligger udenfor din sansnings rækkevidde, der kun er i 3 dimensioner, er alt tid på een gang og intet har en udstrækning på den måde, som du nødvendigtvis må opfatte det.

Intet er adskilt.

Alt er èt … Guddommeligt om du vil

Altet er bevidsthed. Den bevidsthed hvoraf ordet kom. Det ord der startede det hele i det gamle testamente. Nogle moderne videnskabsfolk i den fysiske verden har da også, som eneste mulige tolkning måttet se deres forskningsresultater indikere, at bevidstheden er kvantemekanisk. Ikke som man forventede kun knyttet til liv eller hjerner. Bevidsthed er ikke et biprodukt af noget. Bevidsthed er det, som er. Altet, det du måske tænker som det guddommelige, er Bevidsthed.

Det, du oplever som eksistens er en flig af altet, der for en periode har givet sig i kast med at drømme en verden i kun 3 dimensioner.

Det, du kalder død, er når den flig af bevidstheden vågner op til virkelighedens ti dimensioner.

At vågne op til fire dimensioner kalder nogen at komme i himmelen. Man kunne måske mene at opvågning til 5 dimensioner så vil være himmel nummer to, og at vågne op til alle 10 dimensioner må så være at komme i den syvende himmel. Forskere i teoretisk fysik og matematik kan finde indicier for at virkeligheden er i ti dimensioner, og i hele den verden, du kender, findes der skabelsesmyter, der fortæller om syv himle.

Aztekerne har en ide om det med at livet er en drøm. De har en højtid, hvor de fejrer opvågningen til døden, og hvor de med deres følelser i 3 dage forsøger at række ud og nå deres afdøde kære i en atmosfære af kærlighed.

Drømmen kan også være i bare én dimension eller i syv dimensioner, det er klart. Stamfolket til de gamle egyptere vågnede fra en todimensionel drøm og valgte af en eller anden grund at blive for en tid i det tredimensionelle lag. Man kan stadig se at deres grafiske fremstillinger af verden mangler en tredie dimension. Tegningerne har kun to dimensioner. På gamle hulemalerier i resten af verden kan man også møde sådanne todimensionelle skildringer. I det firdimensionelle lag findes sikkert også urbefolkninger, der er vågnet fra det tredimensionelle lag.

Eftersom du læser dette må du finde dig i at være drømt op til kun at kunne  opfatte tre af virkelighedens dimensioner, indtil du en dag bliver vækket. Det er ikke muligt for dig at forestille dig, hvordan det er at være i færre eller flere dimensioner end tre, fordi det er hvad din fysiske krop er designet til at opfatte. Du har ingen ord og ingen genkendelse for andet. Sædvanligvis vil du forbinde begrebet bevidsthed med den dagsbevidsthed, der registrerer om du er glad eller trist og husker at du skal købe mælk på  vejen hjem eller fornemmer din tilstedeværelse lige nu. De fleste mennesker i vores kulturkreds hælder til at tro på, at der også er noget udenfor dagsbevidstheden, det ubevidste. De fleste mennesker har oplevet, at når de holde op med at tænke på løsninger, så kommer de helt af sig selv. Altså at der er udført et stykke ubevidst arbejde.  Det fortælles f.eks. om Thomas Eddison, glødelampens opfinder, at han i meget lang tid havde kæmpet med at få glødetråden til at brænde i mere end blot en kort stund. Han havde næsten opgivet, da han en nat vågende af sin søvn og havde svaret; nemlig at der skulle være vakuum inde i pæren. Jung, en af de første fortalere for dybdepsykologien, ville måske have sagt, at han fik hjælp fra det kollektivt ubevidste.

Engang lavede en kvindelig, ungarsk psykolog mængder af forsøg for at udforske det fænomen, at vi bedre huske uafsluttede opgaver end de afsluttede. Zeigarnik-effekten som det kaldes nu, opkaldt efter den ungarske psykolog. Disse forsøg viste også, at det er helt almindeligt og normalt at løsninger dukker op hos folk, når de slipper tanken og slapper af. Takket være vores højre hjernehalvdel, har vi ofte god hjælp fra altet til trods for vores tredimensionelle fysik. Selvfølgelig er de tre dimensioner kun en illusion og hvis du koncentrerer dig om at være fuldt til stede i nuet og et øjeblik forlader illusionen om fortid og fremtid, kan du muligvis med dine følelser fornemme at være ét med alt og gennem den følelsesmæssige bevidsthed stadigt vide, at du absolut ikke er alene. Den oplevelse mange kalder kærlighed.

Modsat opleves fornemmelse af afstand til altet som smerte eller fortvivlelse. Det er smerteligt at blive født ind i det fysiske liv i den 3dimensionelle verden. Mødre har mulighed for at mildne starten for den nyankomne til drømmen. De har nemlig hormoner, der i højere grad aktiverer højre hjernehalvdel end venstre. Og højre hjernehalvdel er bedre egnet til at skabe bevidsthed om altet og til at kommunikere følelsesmæssigt med den nyfødte, end venstre hjernehalvdel er. Barnet græder hver gang det oplever adskillelsen, fordi den føles som smerte i den fysiske krop. Den omsorg det får, mildner smerten med sit tilbud om samhørighed.

Gradvist vænner individet sig nogenlunde til oplevelsen af adskillelse, og holder omkring seksårsalderen op med at have kontakt til andre dimensioner og holder op med at øse af den viden, som kontakt med al tid kan give. Hjernen er blevet specialiseret i en venstre og en højre halvdel, og venstre hjernehalvdel bliver mere og mere dominerende,  for hele den fysiske krop, der er født, er et instrument, der kontinuerligt forfines i tilpasningen til det tredimensionelle univers. Det nye menneske kaster sig ud i at søge fællesskabet i den fysiske verdens 3 dimensioner, men gennem hele livet vil fjendtlighed og skader på den fysiske krop minde det om adskillelsen og påmindelsen vil opleves som smerte.

Det sværeste er at vænne sig til er den progressive tid. Barnet lever mest i nuet og det tager omtrent 15 år at lære at konsekvensberegne og blive sikker i det der med fortid og fremtid. Børn kan slet ikke tænke som voksne. De har endnu ikke vænnet sig til, at der er noget, der er ikke er dem … noget udenfor … noget andet. Desværre kan det give anledning til mange konflikter mellem voksne og børn, at voksne ikke husker, hvordan det var at være børn og ikke er kender, at  børn endnu ikke har vænnet sig til at være fysiske og at man derfor ikke kan forvente af dem, at de kan tænke som voksne. Ulydige børn er ofte hverken dumme eller uartige. De er bare ikke rigtigt 3dimensionelle endnu.

Højre hjernehalvdel ved, at alt stadig er ét, men venstre hjernehalvdel tror, at individet er adskilt fra altet og altså individuelt. Mænds hormoner prioriterer brug af venstre hjernehalvdel, og de føler sig ofte mere ensomme og klarer sig dårligere alene, end kvinder gør. Kvinder har, som før nævnt, har hormoner, der prioriterer brugen af højre hjernehalvdel. Med det i tankerne kan det så heller ikke undre, at det er mænd, der styrer den fysiske verden, og at kvinder synes, at mændene er rigtigt dårlige til det. Mænd er jo på en måde mere 3dimensionelle end kvinder. Det er heller ikke så forundrende at mennesker af forskelligt køn kan have deres vanskeligheder med at forstå hinanden og samtidigt fascineres og tiltrækkes af hinanden. Mænd lever i højere grad på den fysiske verdens præmisser og kvinder har ofte mere kontakt til altet. De to køn har brug for hinanden, men kvinderne lever ofte længere end mændene. Det er slidsomt at være 3dimensionel.

Angsten ved adskillelsen vil bo i den drømmende flig af altet indtil den vækkes.

Den samhørighed moderen tilbyder sit barn kan på ingen måde sammenlignes med oplevelsen af at være ét med altet. Men den viden eksisterer jo ikke uden en tur i det tredimensionelle eksperimentarium, der kaldes livet. Man kan sige at den tredimensionelle drøm giver altet en slags erkendelse af sig selv. En erkendelse der kun kan oppebæres ved et univers af forskellighed. Det tredimensionelle eksperimentarium er et laboratorium for diversitet. Det enkelte element eller individ har som sådan ingen mening eller hensigt. Det er samspillet mellem elementerne og forskelligheden, der er interessant.

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er at leve i en todimensional verden, men det må være en flad fornemmelse.