Morgenvandringssang

Jeg vandrer i skumring ad dybgrønne stier
hvor natten bli’r dag og hvor tusmørket viger
En nattergal synger sin lovsang til livet
om tidernes gang og om det der blev givet

Om kærlighed evig og fri for præmisser
foruden imod eller for eller hvis’er
Kærlighed udover skiftende følelser
Den går ikke over som forårsforkølelser

Kærlighed grundlagt i livets essens
bestemmer din værens og gørens frekvens
En sjælelig styrke der samler og heler
hvor magt og retfærdighed splitter og deler

En livsenergi der har rod i din kerne
som ingen kan skænde, slå ned eller fjerne
og vælger du den vil den være dit smykke
og give dig tro på dig selv og din lykke

Den giver dig styrke og mild tolerance
i mødet med hårdhed og hadsk arrogance
og del den med andre og du vil fornemme
at hvor du end færdes, der hører du hjemme

En morgen bli’r dag og min nattergal tier
og jeg vandrer hjem ad de skovklædte stier
i stilhed og tænker på livsgnistens base
der altid er varig og ej blot en fase

Den bor i et lønkammer dybt i mit væsen
oprind’lig som verden og vindenes blæsen
til dig er der altid en plads reserveret
blandt dem, jeg til kammeret har inviteret

Tilbage til Digte