Farvelade

I morges fik jeg fyldt farver i min nye keramikpalette. Jeg har længe gået og ledt efter en lille rund palette til mange farver og jeg har bare ikke haft heldet med mig. Så er det jo genialt, at man bare selv kan lave den.

Under de små svampe til venstre har jeg en bakke til at blande akvarelfarver i, og den har jeg også lavet i keramik. For et par år siden var vi en tur nede på Baltic Sea Glass, hvor jeg talte med en af glaspusterne om min fascination af glas. Hun sagde til gengæld, at hun var mindst lige så begejstret for keramik, som hun ikke selv kunne noget med. Hun syntes bare at keramik kan så meget, som glas ikke kan. Jeg er stadig vild med glaskunst, men jeg begynder at forstå, hvad hun mente. Den opslåede skitsebog på billedet er en af flere jeg lavede i vinters af gamle kataloger hvor siderne blev malet over med hjemmelavet gesso gjort af rester af maling og lidt gips. Det er ret tidskrævende at lave sådan nogle skitsebøger, men de har den fordel, at de kan bruges til alle former for medier og er en udmærket malegrund for såvel vandbaserede som sprit- eller oliebaserede farver. Samtidig går jeg meget ind for genbrug og synes, at det er en udmærket måde at praktisere det på. I de fleste skitsebøger, man kan købe, siver farverne enten igennem til den anden side, eller de bider ikke rigtigt på papiret. Sådan går det med garanti ikke med mine hjemmegjorte. Måske er de så ikke så formfuldendte at se på. De kan godt se lidt lasede ud i kanten, men det er jeg ligeglad med.

Billedet her er af en akvarel jeg lavede som morgenmeditation. Jeg har kaldt den «Iñ uñerjordisk som lærer fouleven å fløje»

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *