En solopgang… en mega begivenhed omend basal og dagligdags… for mange noget, man knapt bemærker i et travlt  liv. Den ender derfor ofte i afdelingen for småting, der ikke skal have den store opmærksomhed. Men måske bliver livet rigere og overskuddet større, hvis vi dagligt lige skænker det en tanke, at vi bor på en planet, der roterer om en stjerne og at hele vores væsen er rundet af det og i forening med universet. Det samme gælder for alt, hvad vi holder af… og for alt det, vi ikke holder af. Med undren hørte jeg forleden om russerkirkegården her på Bornholm. Kirkegården for de russere, der døde under den russiske besættelse af øen i slutningen af 2. verdenskrig. De var fjenden, og man ville ikke have dem i indviet jord på den lokale kirkegård. Senere har man så forbundet de to anlæg med hinanden, men oprindeligt var de separate. Det undrer mig trods alt at hadet og vreden fik lov at bestemme også i den kirkelige handling i en religion, der prædiker kærlighed. Men så små er vi altså i vores forståelse af verden, når det kommer til den daglige praksis. Vældig menneskeligt. Her står solen op af havet lige ved siden af Christansø. Den kan man så ikke se, men den er der… lige til højre, bag grenene… udenfor mit køkkenvindue. Vejret er velsignet i disse dage, hvor jeg hører at resten af Danmark har lidt blandet og mest gråt vejr. Bornholm lever bestemt op til sin titel af solskinsø, og jeg nyder det umådeligt. Mine nørklerier har mest været i småtingsafdelingen. Jeg har fået strikket en laaaaaang trense, som jeg har knyttet en snor af, der skal bruges til en effekt på skuldersømmene, havde jeg tænkt. Og så er bæltet blevet færdigt. Det sidste af bomuldsgarnresterne er brugt til en rigtig god gulvklud.