Klejner på pastamaskinen..

Jeg rullede lige dejen til mine veganske klejner ud på pastamaskinen og hold nu FAST hvor det var nemt. Ideen er hermed givet videre. Klejnerne er uden mælk eller æg, men de smager fint og er dejligt sprøde. Og så endnu et eksperiment…. nemlig at lave krydderfedt til julebordet af noget af den kokosolie, som jeg kogte klejner i. Lige nu står det og trækker med laurbærblade, thimian, rosmarin og løg.

Så blev december….

Ja så er det allerede 3. jul vi er her. Jeg synes på én gang at jeg lige er kommet hertil, og at jeg har været her altid. Men sådan er det vel, når man føler sig hjemme. Det er jo ikke så underligt, at Niels føler sig hjemme, for han er jo i sandhed kommet hjem til sin fødeby. Han blev født næsten lige om hjørnet og kender masser af mennesker og er selv en del af byens historie. For mig handler det nok mere om, at Bornholm altid har været en del af min personlige mytologi, fordi mine forældre mødte hinanden her på øen. Og så synes jeg, at vi er kommet rigtigt godt ind i vores “tredje” alder med masser af aktivitet og kærlige mennesker omkring os. Landskabet her på Nordbornholm er jeg også helt vild med. Jeg nyder sådan som i dag, hvor vi var ude og køre en solskinstur, efter at vi lige havde været på containerpladsen. Jeg plejer iøvrigt at sige, at vi har verdens smukkeste containerplads. Den ligger nede i et gammelt granitbrud og er omkranset af klippevægge.

Her ved kommunalvalget var der jo også valg til ældrerådet og jeg stillede faktisk op, men fik kun 74 stemmer og blev 9. suppleant. Selv om vi ikke er unge, så falder der forhåbentlig ikke 9 medlemmer fra i løbet af de 4 år til næste valg. så det skyder jeg lige en hvid pind efter. Til gengæld fandt jeg mig et sangkor, der øver hver tirsdag aften i Olsker rundkirke, og det er sjovt. Da jeg havde været der første gang, kom jeg hjem og fortalte, at nu havde jeg fundet Holger. I loftet i Sct. Olavs Kirke hænger nemlig en model af et gammelt træskib og det hedder Holger. Besynderligt i min verdensmodel, for der er gamle træskibe af hunkøn. Men det kan jo være, det er modelbyggeren, der hedder Holger, og at han bare har sat sit eget navn på skibet. En ved inget…… som det hedder her på Bornholm.

Vintertiden her byder på forskellige arrangementer og vi har allerede været til 2 koncerter og en teaterforestilling. Den ene koncert var Stig Rossens julekoncert. Der var den største oplevelse for mig, den mand der spillede blæseinstrumenter. For det første var han eminent dygtig. For det andet lavede han en masse spas, og så så han virkelig ud til at nyde det, han lavede. Godt humør har jo en tendens til at smitte. Den anden koncert var en mere intim ting på den lokale restaurant Marguritten, hvor et band spillede op, mens vi fik en god middag. Det var virkelig musik lige efter vores smag og jeg synes, det er en god og hyggelig måde at gå til musik på.

Teaterforestillingen på Rønne Teater her i vinter er Alice i eventyrland og den er rigtig fornøjelig. Ikke mindst er det en oplevelse at komme i det gamle, velrestaurerede teater. Meget meget hyggeligt og kønt er det.

Tidligere på sæsonen var jeg til koncert i Raschs Pakhuz, Musikhuzets lille scene, hvor jeg var inviteret af Poul Halberg til at høre ham og vennerne give den gas i et par timer. Det gamle pakhus er også et utroligt smukt rum med de gamle fritliggende bjælker alle steder. Der har jeg også været nogle gange og har hver gang oplevet at rummet har en ganske særlig atmosfære.

Desværre missede jeg Helge Engelbrecht og Mariehavens juleorkester, da de holdt koncert i Å kirke her igår aftes. Jeg opdagede det for sent, men jeg håber så, at jeg er mere opmærksom, hvis de kommer igen. Jeg synes, at de mennesker har en mærkbar kærlig udstråling, selv om man bare ser dem på video, så jeg kunne godt tænke mig at opleve dem i virkeligheden.

I den kulturelle skuffe har vi så bare nytårskoncerten i januar på planen. Denne gang får vi så fornøjelsen af blandt andre Søren Pilmark. Og så er der selvfølgelig ASG Revyen, der løber af stabelen hvert andet år. Begge dele har Henrik Krogsgaard som kapelmester.

Men inden da skal vi holde vores 3. jul på Bornholm og jeg glæder mig rigtigt meget, for både Inge og ungerne kommer hjem til jul. Vores nye tradition med det tændte juletræ er også kommet op. Jeg har ikke den store lyst til at pynte det, men jeg synes, det er så fint og hyggeligt, når det står og er pyntet, så jeg gør det alligevel. Der kunne jeg godt lige have brugt et par børn at pynte sammen med. Det ville sikkert have gjort fornøjelsen større.

En af vores andre traditioner er jo julekortene, og de ligger og er klar til at blive sendt. Niels har knoklet med at printe, folde, kuvertere og frankere dem alle sammen. I år er motiverne Pelles akvareller. Det får mig selvfølgelig til at tænke på, da han var 8 år og skulle hjælpe mig med at male julekort, hvor jeg opgav at følge med, for han kunne lave 4 skønne kort på den tid det tog mig bare at lave et. Det er dejligt at se, at han stadig har glæden ved at tegne og male.

Tegne og male får jeg ikke gjort det så meget i for tiden. Det er mest strikketøjet, der er gang i. Potteriet står også lidt stille her hvor det er for koldt at arbejde derude, men i år fik jeg da gang i ovnen, og jeg regner da også med at skulle brænde et par gange her i løbet af vinteren, og at jeg så kan udnytte at der bliver varmt i potteriet så man kan arbejde lidt, mens ovnen er varm alligevel. Jeg synes selv, at jeg efterhånden er ved at komme efter det der med at dreje leret, men der er stadig meget at lære, heldigvis.

Forresten fik jeg boret nogle huller i min pjaltestage, så det alligevel ser godt ud med lys i den. Fordi det ikke var porcelænsler, jeg havde brugt, blev den jo ikke transparent, selv om den er tynd. Men den blev alligevel god med hullerne.

 

Her er nogle af mine drejede ting. Det seneste jeg har lavet, er nogle kander med hank, og bare det at lave hanke er jo en hel videnskab. Men hvis jeg får tiden, skal jeg nok få lært det hele. Det er vigtigt at lære og at holde hjernen igang hele tiden. Så har man en chance for at holde demensen fra døren. I den henseende er det jo en fordel, at jeg har det så godt med at lære nye ting hele tiden.

Niels er nok heller ikke voldsomt truet af Alzheimers spøgelse, for han holder sig jo hele tiden fysisk aktiv. Han træner jo nu børn og unge i volley og følger dem til stævner og den slags. For nyligt fulgte han en ung pige, han træner, til træning i Dansk Idrætsforbunds regi, fordi hun er udtaget som muligt emne til ungdomslandsholdet. Det er jo lidt spændende at følge med i. Selv spiller han også stadig masser af volleyball. Desuden er han aktiv i Byforeningen, hvor han specielt arbejder med digital arkivering af billeder og med at lave søgesystemer til foreningens hjemmeside. Foreningens blad redigerer han også.

Her er nok at se til hele tiden, så vi har det godt og er glade for at være her også efter de første 2 år.